Kærligheden symboliseret af et hjerte på en væg

Luk kærligheden ind i dit liv

Lær at lukke kærligheden ind i dit liv

 

Har du svært ved at binde dig til kærligheden? Du er måske en af dem, der oplever at gå på dates, som aldrig bliver til mere. Når du tænker nærmere over det, er det måske endda dig selv, der har svært ved at involvere dig. Mange af os har altid tusinde undskyldning mod at lade kærligheden blomstre, og lukker derfor af over for en potentiel partner. I denne artikel giver vi dig gode råd til, hvordan du kan lære at lukke kærligheden ind i dit liv.

 

Når vi forestiller os kærligheden, kommer vi ofte til at tegne et rosenrødt billede af, hvordan den skal være. Den romantiske eventyrfortælling findes bare ikke. Kærligheden er ikke perfekt, og hvis vi leder efter det perfekte, ender det tit med, at vi bliver skuffede. Er du en af dem, der altid har en undskyldning klar for, hvorfor en potentiel partner ikke er det rigtige match?

 

 

 

Kan du genkende denne undskyldning?

En af de undskyldninger, vi ofte hører, er, at man har en overbevisning om, at kærligheden ikke er derude. Det passer ikke. Kærligheden er derude et sted. Det handler blot om, at du er nødt til at finde frem til, hvad det er, der afholder dig fra at finde den. Det kan være, at du bare har ledt de forkerte steder. Måske har du jagtet den forkerte type.

 

For at finde ud af, hvordan du finder kærligheden, kan det være en god øvelse at visualisere din drømmepartner for dig. Du skal glemme alt om udseende, økonomi og bopæl. Prøv kun at fokusere på, hvilke værdier der er vigtige for dig. Hvad er vigtigt for dig, at du kan snakke med en partner om? Hvad vil du gerne have, at I kan lave sammen? Hvilke værdier deler I, og hvilke værdier deler I ikke?

 

Hvis du vil arbejde mere med øvelsen, kan du prøve at finde et stykke papir og en stak ugeblade. Nu klipper du alt det ud, som har en relation til en potentiel partner. Prøv så at lave et board, der viser fremtiden for dig og din partner.

 

Når du har lavet denne øvelse, har du et billede af, hvordan du ønsker, at din fremtidige partner skal være som person. Bagefter kan du begynde at tænke over, hvordan du finder denne person.

 

Øvelsen er god, hvis du har en tendens til at søge det parforhold, som andre har. Måske har du en veninde, som altid går ud og spiser og drikker en masse vin i weekenden med sin kæreste, og du kan ikke lade vær med at tænke: ”Hvor gad jeg bare godt at have et forhold som dem”. Men i virkeligheden er du mere til afslapning i sofaen og tosomhed.

 

 

 

Mit forhold kan ikke fikses

En anden typisk undskyldning er, at man har en overbevisning om, at det er spild af tid at prøve at fikse det forhold, man allerede er i. Først og fremmest er det svært at fikse dit forhold, hvis du går og tænker, at det ikke kan lade sig gøre. Du er nødt til at vende dine tanker til noget positivt. Når du har gjort dette, er det vigtigt, at du får nogle redskaber til, hvordan du kan opretholde og forbedre dit forhold og kærligheden.

 

En god øvelse til at vende din overbevisning er at tænke over, hvad dig og din partners kærlighedssprog er. Det er nemlig ikke sikkert, at det er det samme. Kærlighedssprog handler om, at vi har nogle ting, som betyder meget for os. For eksempel kan det være, at du værdsætter tid, men gaver betyder ikke særlig meget for dig. Modsat din kæreste, som værdsætter gaver. Det betyder, at I kan gå skævt af hinanden, hvis din kæreste giver dig en gave, som du viser begrænset begejstring for. Og omvendt, hvis du sætter tid af til at hygge med din kæreste, men han ikke værdsætter det, som du gør.

 

Det er altså en fordel, hvis du kender din kærestes kærlighedssprog, så du ved, hvad der har stor betydning for ham. På den måde kan du lære at forstå din kærestes reaktioner, og samtidig også blive bedre til at gøre noget, der virkelig betyder noget for ham.

 

Hvis du vil arbejde videre med at mestre kærlighedssproget, kan du hver morgen sætte et mål for, hvordan du i dag kan værdsætte din partner – på hans eller hendes præmisser.

 

 

 

Fortjener du ikke kærligheden?

Mange af os går med negative tanker omkring os selv og kærligheden. Du mener måske ikke, at du fortjener at få et sundt og lykkeligt forhold. Disse tanker har stor indflydelse på kærligheden i dit liv, fordi du automatisk skubber den væk, når den kommer forbi din vej. Du er nødt til at lære at elske dig selv, hvis du skal tiltrække kærligheden til dit liv.

 

 

 

Jeg har ikke tiden

Det er en af de dårligste undskyldninger, der findes. Selvfølgelig har du tiden. Kærligheden handler nemlig ikke om tid, men om prioritering. For at få overskuddet til at finde kærligheden kan du prøve at bruge en halv time hver dag på at sidde i ro og fokusere på positive tanker. Meditation kan være et effektivt værktøj til at ændre dine tanker.

 

 

 

Børnene kommer først

Er du en af dem, der har sat parforholdet lidt på pause, fordi børnene tager al tiden, og lige nu er de det vigtigste. Det er en rigtig dårlig idé, for børn fortjener da forældre, som er glade og kærlige over for hinanden. Og som mennesker er vi mere glade, når vi også husker vores egne behov.

 

Du er måske et sted, hvor du føler, det kun er børnene, der holder sammen på parforholdet. For at genfinde kærligheden er du nødt til at prioritere parforholdet igen. Du kan starte med at minde dig selv om alt det, du blev forelsket i ved din partner.

 

 

 

Slip de dårlige undskyldninger

Hvis du kan mærke, at du inderst inde ønsker at finde kærligheden, er du nødt til at droppe de dårlige undskyldninger en gang for alle. Selvom det er en kliché, er der en derude til alle, og derfor er der også en til dig. Du skal bare give plads til, at kærligheden kan finde din vej. For at komme videre herfra, kan du starte med at prøve nogle af de værktøjer, vi har givet dig i denne artikel. Herefter handler det blot om, at du giver kærligheden en reel chance, og så kommer den måske, når du mindst venter det.